Ba Duan Jin (8 Pieces of Brocade)
Ba duan jin (八段錦) er en qigong-form, der består af otte bevægelser, som hver fokuserer på specifikke energimeridianer og områder af kroppen, og det er samtidig en af de mest anvendte former inden for den kinesiske qigong.
Formens navn, baduanjin, oversættes typisk som De 8 brokadestykker (Eight Pieces of Brocade) eller De 8 silkebevægelser´(Eight Silken Movements), hvilket refererer til, hvordan de otte individuelle bevægelser i formen bibringer en silkekvalitet (som et stykke brokade) til kroppen og dens energi. Formen hører primært under kategorien medicinsk qigong, som er qigong beregnet til at forbedre kroppens sundhed, men bruges også som supplerende øvelse af mange kampsportsudøvere.
Baduanjin nævnes i flere encyklopædier fra Song-dynastiet, blandt andet The Pivot of the Way (Dao Shi,ca. 1150), der beskriver en arkaisk form af denne qigong, og Ten Compilations On Cultivating Perfection (Xiuzhen shi-shu, ca. 1300), der indeholder illustrationer af alle otte bevægelser. Her tilskrives formens tilblivelse to af de otte udødelige, nemlig Zhongli Quan og Lü Dongbin
Kilder fra det nittende århundrede tilskriver stilen den legendariske kinesiske folkehelt General Yue Fei (1103-1142), som efter sigende skulle have skabt formen som træning til sine soldater, så deres kroppe var stærke og velforberedte til kamp.