T'ai chi ch'uan, tai chi chuan eller taijiquan?

Wades-Giles vs. Pinyin

Romaniseringssystemet Wades-Giles var hovedsystemet for oversættelse i den vestlige verden i det meste af det 20. århundrede. Det blev skabt af sinologen Thomas Francis Wade og fandt sin endelige form i Herbert Giles' kinesisk-engelske ordbog fra 1892. Det var dette system, der var i anvendelse, da kinesiske kampsports- og bevægelsessystemer langsomt blev introduceret i vesten de følgende mange årtier. Derfor har vi lært disse systemer at kende som: Kung Fu, T'ai Chi Ch'uan, og Ch'i Kung.

I Kina besluttede man sig dog i midten af det 20. århundrede for at udvikle sit eget officielle system, som blandt andet skulle gøre det nemmere at skrive kinesisk på en standard skrivemaskine. Det var en kompleks proces, som skulle tage hensyn til de mange forskellige talte kinesiske dialekter, og som i øvrigt gik mere eller mindre i stå i årene under Kulturrevolutionen (1966-1976). Det var først i 1982, at man endelig kunne præsentere Hànyǔ Pīnyīn (Hanyu = Hanfolkets sprog, Pinyin = fonetisk skrift), eller Pinyin, som det forkortes uformelt.

Pinyin har med tiden nærmest helt afløst Wades-Giles-systemet, men en del ord overlevede alligevel i deres ældre udgaver, som blev yderligere cementeret i populærkulturen fra 1970'erne og frem (Kung Fu-film Kung Fu-is, Everybody Was Kung Fu Fighting, etc).

​

​

T'ai Chi Ch'uan, Tai Chi Chuan eller Taijiquan

Der findes mindst tre almindelige transkriptioner af 太极拳 (Supreme Ultimate Fist): T'ai Chi Ch'uan, Tai Chi Chuan og Tàijíquán. I Danmark kender de fleste Pinyin-stavemåden for Qigong, men bruger Wades-Giles for T'ai Chi Ch'uan og Kung Fu. I andre europæiske lande er Wades-Giles-stavemåden Ch'i Kung stadig i brug.

Qi (气), der betyder livsenergi, og udtales "chee", forveksles ofte med Ji (极: ultimativ) i taijiquan, selvom de to ikke har noget med hinanden at gøre. I Wades-Giles-systemet er forskellen mellem de to på skrift kun en apostrof: ch'i (livsenergi) og chi (ultimativ). Ofte udelades apostroffen helt, fordi man tror den er uvæsentlig, men det skaber først mere forvirring, da der så ikke er forskel i udtalen.

​

​

Wade-Giles bruger en apostrof til at skelne mellem aspirerede konsonanter og uaspirerede konsonanter, som pʻa og pa, hvor man i Pinyin i stedet bruger separate bogstaver: pa og ba. Eksempelvis skrives den kinesiske hovedstad som Peking efter det gamle romaniseringssystem (p udtales her som b, og k som j), men Beijing efter Pinyin-stavemåden. I Danmark har vi taget Beiijing til os, mens man i Tyskland, Frankrig og andre lande stadig skriver - og siger - Peking med tydeligt P.

Forvirringen omkring de forskellige stavemåder, man støder på, kan altså forklares med de forskellige transkriptionssystemer. Taijiquan betyder helt det samme som Tai Chi Chuan, Qigong er det samme som Ch'i Kung, og Gongfu er det samme som Kung Fu – de er bare romaniseret efter forskellige systemer.